Søg
REGIONER
TURISTOMRÅDER
BYER
Vores destinationer
Vinterferie i Bremen
Tag på kør-selv ferie til Bremen, der er en hyggelig samt traditionsrig storby.
Bremen er en spændende handelsby med en mere end 1.200 år gammel historie, som er beliggende i det nordvestlige Tyskland kun et par timers kørsel fra den dansk-tyske grænse. Bremen er en storby og byder på et stort udvalg af oplevelser og seværdigheder for hele familien. Så pak bilen og lad jer forføre af gæstfrie Bremen, der er det perfekte rejsemål for en god kør selv ferie.
I Bremen kan I kombinere det bedste af historie, tradition og kultur. Start jeres besøg i byen med en slentretur rundt i de hyggelige gader. Følg ruten af nagler af messing og stål, så kan I opleve det bedste af byen i eget tempo. Ruten fører jer fra Liebfrauen-kirkegården til byens imponerende markedsplads. På Marktplatz finder I byens mest berømte vartegn, rådhuset i Weser-renæssancestil samt den ærværdige Roland-statue, der begge har været på UNESCOs liste over verdenskulturarv siden 2004. Rådhuset i Bremen er et af de mest betydningsfulde bygningsværker fra gotikken og Weserrenæssancen. Besøg samtidig også rådhuskælderen, der har en stor samling af tyske vine. I kan holde pause på markedspladsen og nyde de mange gamle bygningsværker, der også tæller byens fine domkirke og det traditionsrige handelskammer Schütting. Husk også at se de berømte Bremer Stadtmusikanten, der er en bronzestatue af Brødrene Grimms eventyrfigurer, lige ved rådhuset.
Fra Marktplatz fører ruten jer videre til Böttcherstraße, der tidligere var en håndværkergade. I må ikke snyde jer selv for en gåtur på den ca. 100 m. lange gade, hvor det føles som om I træder tilbage i tiden. I gaden finder I gallerier, små finurlige butikker samt barer og restauranter, hvor I kan holde et lille hvil. Besøg også Bremens ældste kvarter, Schnoor. Så langt øjet rækker ligger de små huse fra det 15. og 16. århundrede. I de brostensbelagte gader kan I finde små butikker og kvarteret har en helt unik charme.
Ferien kan desuden byde på en usædvanlig stor kunstoplevelse på Bremens Museum for moderne kunst. Museet ligger i den usædvanlige bygning Weserburg, der består af gamle pakhuse og er beliggende ude på floden Weser, der løber igennem Bremen. Her finder I mere end 6.000 m2 kunst for enhver smag. Læs mere om museet og dets åbningstider på deres hjemmeside. Langs floden finder I også den populære promenade, Die Schlachte, der tilbyder et utal af hyggelige restauranter og livlige ølhaver, hvorfra I kan yde udsigten til vandet.
Besøg også Bremens store Science Center, Universum, der har flere sjove udstillinger, så børnene kan lære om alverdens ting. Udstillingerne involverer gæsten, så et besøg her indebærer sjove lege for store og små. Find f.eks ud af om I kan generere strøm nok til en elpære.
Lad også jeres bilferie lede jer ud i området omkring Bremen. Store naturoplevelser og idylliske byer venter jer, når I hopper i egen bil og tager ud i det blå. Tag f.eks. turen til den imponerende naturpark Wildeshauser Geest, hvor I kan holde en pause fra bylivet og bare nyde naturen. Besøg også Bremerhaven, som er en af Tysklands vigtigste havnebyer eller hvad med en dagstur til den imponerende storby Hamburg? Mulighederne er uendelige. I skal blot fylde bagagerummet og lade Risskov Bilferie tager jer med på den perfekte kør selv ferie i Nordtyskland.
© Copyright. Materialet må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.