High Chaparral er en temapark med det Vilde Vesten som hovedattraktionen. Parken ligger i Gnosjöregionen i Småland, mellem Gnosjö, Anderstorp og Värnamo. På High Chaparral er de besøgende selv en del af eventyret, og her venter der en masse spændende oplevelser, i et ægte scenarie fra det vilde vesten, med bisonokser, togvogne, diligencer, indianere og cowboys og guldvaskning.
Parken blev bygget af Bengt Erlandsson, også kendt som Big Bengt. Han voksede op i en landsby som var præget af udvandringen til USA som fandt sted i slutningen af det 18. og starten af det 19. århundrede. I 1956 besøgte Bengt USA i fire måneder, og i begyndelsen af 60-erne startede han opbygningen af et fort, der til en forveksling lignede dem han havde set i Staterne. I 1966 kunne den nyetablerede park åbne døren for publikum, og parken fik det samme navn som den populære TV-serie, High Chaparral, som lige var blevet vist på fjernsynet. Siden da har parken, som ligger på et 50 hektar stort område, med ca. 265 bygninger, været et populært turistmål især for børnefamilierne.
Parken holder åbent fra slutningen af maj til slutningen af august samt visse helligdage. Husk derfor at tjekke åbningstiderne på parkens hjemmeside, hvis I har planer om at aflægge High Chaparral et besøg på jeres bilferie i Småland.