Den gamle rådhusplads (eller Det Gamle Bytorv) er en 9.000 m² stor plads i Stare Mesto (Prags gamle bydel). Allerede tilbage i 1000-tallet blev torvet anvendt som handelsknudepunkt, og var kendt i store dele af Europa. I dag er der også jævnligt markeder på pladsen, og der er altid liv med restauranter, caféer, butikker og barer overalt. Én af pladsens mest bemærkelsesværdige facetter er den smukke gotiske Týn-kirke og det store astronomiske ur fra 1410.
Uret er specielt interessant, når klokken slår hel, da det er på dette tidspunkt at en lille lem i uret åbnes og Jesus Kristus kommer ud foran sine disciple. Ved siden af ringer døden med en klokke.