Søg
REGIONER
TURISTOMRÅDER
BYER
Vores destinationer
Christiansfeld
Christiansfeld er en lille idyllisk by med knap 3.000 indbyggere, beliggende i Sønderjylland mellem Haderslev og Kolding. Byen har en spændende historie, da den i 1773, efter anmodning fra Christian VII, blev det danske center for den kristelige bevægelse, den Herrnhutiske Brødremenighed. Bevægelsen betoner det følelsesmæssige forhold til Jesus.
Brødremenighedens kirke i Christiansfeld blev grundlagt i 1776. Kirken kan rumme op til 1000 personer og der afholdes hver søndag gudstjeneste hvor alle er velkomne. Kirkebygningen er meget smuk, bygget i gule sten og med sortglaseret tegltag. Den store kirkesal er karakteriseret ved enkelthed. Næsten alt er hvidt i salen, hvide vægge, hvide bænke og sandstrøede gulve, det eneste der skiller sig ud, er de håndsmedede lysekroner. Der findes ikke noget alter i kirken, men et liturgibord, hvorfra gudstjenesten ledes.
En anden nævneværdig bygning i byen er Brødremenighedens Hotel, opført i 1773. Et hotel der oprindeligt lå uden for byen, da personer, der ikke var medlemmer af Brødremenigheden, ikke måtte overnatte i byen.
Christiansfeld blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2015. UNESCO's Verdensarvsliste er en liste med bygninger, monumenter og naturområder i alle verdensdele, som UNESCO har udpeget til at være en del af verdens kulturelle arv. Christiansfeld blev allerede i 1975, det Europæiske bygningsfredningsår, udnævnt til "særdeles bevaringsværdig". Husene i byen er bygget af stærke gule Flensburg-sten og træværket i husene er førsteklasses håndværk.
Man kan heller ikke sige Christiansfeld uden at tænke på honningkager. Honningkager har været en del af Christiansfelds historie næsten ligeså længe som Brødremenigheden. Det har været en stor handelsvare som byen var kendt for i både ind- og udland. Der findes i dag 2 honningkagebagerier i byen, Honningkagehuset og Brødremenighedens Honningkagebageri. I Brødremenighedens Honningkagebageri er der siden 1799 blevet bagt honningkager og i dag bliver der i værkstedet i Christiansfeld, udover honningkager, også fremstillet chokolade i højeste kvalitet og måske har I set navnet, Xocolatl. Xocolatl har vundet mange nationale og internationale priser. Både for honningkager og chokolader. Hvis I besøger Christiansfeld, må I ikke snyde jer selv for et besøg ved Xocolatl.
Vil I ud i naturen er det oplagt at besøge, Christinero, der ligger i et skovområde lidt udenfor Christiansfeld. Her kan I vandre i eget tempo og nyde haveanlægget grundlagt af kammerherreinden Christina Friderica von Holstein (1741-1812) af adelsslægten Holstein. Haveanlægget er på ca. 2 hektar og blev anlagt som romantisk have i slutningen af 1700-tallet. Christina Friederica von Holstein kaldte haven for "Mine Tanker”, men efter hendes død blev den omdøbt til Christinero. Det oprindelige haveanlæg var med lysthuse, to eremithytter med dukker, kapel, kogehus, en savmølle, samt små søer med kildevæld, springvand og kanaler. Christina Friederica von Holstein ligger begravet i hendes have, på højen foran kapellet.
Omkring 11 km fra Christiansfeld ligger Skamlingsbanken, der er et symbol på danskhedens og sprogets kamp i den sønderjyske grænseegn. Skamlingsbanken er med sine 113 meter over havets overflade samtidig Sønderjyllands højeste punkt. Skamlingsbanken er et smukt naturområde, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Hold en pause på toppen og nyd udsigten over egnen mellem Kolding og Christiansfeld, udsynet over Lillebælt og langt mod vest ind i Sønderjylland.
Tag på den perfekte kør-selv ferie til Sønderjylland og oplev verdenskulturarven, stemningen og historien der gør et besøg i Christiansfeld til en ganske særlig oplevelse.
For at finde den bedste pris og pakke kan du få flere muligheder ved at ændre din søgning.
» Vælg anden destination
© Copyright. Materialet må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.