Søg
REGIONER
TURISTOMRÅDER
BYER
Vores destinationer
Gentofte
Besøg Gentofte, oprindeligt en lille landsby nord for København, i dag en af Danmarks mest velhavende områder. Der er mange grønne lunde og bydelen byder på en royal og international atmosfære med sine mange ambassader og små, kongelige palæer
Gentofte er bygget op omkring den prægtige Gentofte sø, som siden stenalderen har været beboet. Gentofte er dog først nævnt med navn i et brev fra Absalon til Roskildes biskop i 1186. Fra omkring samme tidspunkt er Gentofte Kirke opført, men på det tidspunkt var Gentofte dog blot en lille landsby. I 1600-tallet havde byen under 500 indbyggere, og var centreret omkring 19 gårde.
Under Englandskrigene i 1807 slyngede Englands ildbomber henover byen, og mange af de skrøbelige gårde brændte ned, men der gik ikke mange årtier før Gentofte rejste sig fra askens gløder. Mange byboere, der var trætte af de trænge kår inde i København, søgte mod Gentoftes grønne enge og skove, og under mottoet ”Gjentofte, smukt beliggende ved Gjentofte Sø” og med etableringen af Nordbanen og Klampenborgbanen voksede landsbyen til at blive en af Københavns velhaverforstæder. I dag består bydelen hovedsagligt af flotte villakvarterer, blandt andet Ellebækhusene, der er tegnet af Arne Jacobsen.
Fra Gentofte er det let at komme til centrum af København og de andre nordlige forstæder, både med bil og hyppige afgange med S-tog fra Gentofte Station. Det tager lidt under 20 minutter at tage toget fra Gentofte til hovedbanegården i centrum af København.
Området omkring Gentofte byder dog også på en række af Københavns berømteste attraktioner og forlystelser. Særlig populær er selvfølgelig Dyrehavsbakken med sin folkelige sjæl og verdensberømte trærutsjebane. Bakken, som den kaldes i folkemunde, er i øvrigt verdens ældste forlystelsespark, der stadig er i drift.
I kan tage den legesyge stemning med fra Bakken til Experimentarium. Her kan børn i alle aldre boltre sig i museets videnskabelige eksperimenter inden for natur og teknologi i en atmosfære, hvor også de voksne kan lære en masse om videnskab.
Og hvis I ønsker at koble af, kan I gøre det i Dyrehavens grønne omgivelser med de majestætiske krondyr og det prægtige Ermitageslot, hoffets gamle jagtpalæ. Der er også en række begivenheder i parken i løbet af året. Blandt andet Hubertusjagten, den første søndag i november, hvor ryttere rider om kap i de smukke omgivelser, og Erimetageløbet, afholdes første søndag i oktober, Danmarks mest populære motionsløb. Der er ofte også små teaterforestillinger i parken.
Langs parken ligger Klampenborg Galopbane, kendt som en de smukkeste galopbaner i verden med den vidunderlige udsigt ud over Dyrehaven. Man kan let bruge en hel dag langs banen, mens man ser de spændene væddeløb fra banens restauranter, barer og picnicområde.
Hvis I ønsker at give jeres ferie en historisk dimension kan I besøge Frilandsmuseet, en af verdens største museer målt på kvadratmetre. Her kan I se 50 gårde, huse og vindmøller, som de tog sig ud, da området var landbrugsland, og tage del i nogle af datidens hverdagsaktiviteter som malkning og smørfremstilling.
Området nord for København er stadig domineret af den flotte natur med Øresundskysten og de mange søer. Bellevuestrand er et populært sted at bade, og Baadfarten fra Lyngby Sø tager jer igennem søer og kanaler i området.
Så tag hele familien med og se det store udvalg af attraktioner i Gentofte og resten af forstæderne nord for København!
For at finde den bedste pris og pakke kan du få flere muligheder ved at ændre din søgning.
» Vælg anden destination
© Copyright. Materialet må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.