Søg
REGIONER
TURISTOMRÅDER
BYER
Vores destinationer
Middelfart
Middelfart er en købstad på Fyn, med lidt over 15.000 indbyggere. Byen ligger placeret mellem den gamle og den nye Lillebæltsbro. Byen er navngivet efter der gamle navn Melfar, der betyder "farvandet man rejser mellem" eller "den mellemste overfart", som henviser til at Middelfart var byen med mulighed for overfart til Jylland.
I Middelfart er der mulighed for at prøve noget helt særligt, nemlig Bridgewalking (brovandring). Her kan I med en guide få lov at gå på konstruktionen af Den Gamle Lillebæltsbro. Dette er en helt unik attraktion og det er ikke muligt andre steder i Danmark. Når I når det højeste punkt er I oppe i 60 meters højde og herfra er der et fantastisk og anderledes blik ud over området. Betragt vandet og skibene og mærk vinden og den svage rysten i broen når et tog passerer broen under jer.
Når I besøger Middelfart, er det selvfølgelig oplagt at tage en tur ud på vandet. I finder mange forskellige muligheder for spændende oplevelser på vandet, for hele familien, omkring Middelfart. I kan blandt andet tage på hvalsafari. Vandet omkring Lillebælt er et af de mest hvalrige i verden og I kan blandt andet komme helt tæt på den lille hval, marsvinet. Især om sommeren er der også mange aktiviteter i og på vandet, I kan både dykke, leje en båd, en kajak eller kano, der er også gode muligheder for at smide snøren i vandet og I kan også få lov at kysse en krabbe og klappe en fisk.
I finder også mange spændende museer i og omkring byen. Er I til keramik kunst, kunsthåndværk og design er CLAY Keramikmuseum Danmark et besøg værd. Museet er selvejet og blev stiftet i 1994. Museet rummer keramik fra både danske og internationale keramik kunstnere og rummer også samlinger fra Poul Erik Madsen, Erik Veistrups og Royal Copenhagen.
Har I benzin i blodet er Strib Automobilmuseum museet der kan give enhver entusiast lys i øjnene. Museet ligger på en stor naturskøn grund og rummer veteranbiler og motorcykler der er istandsat til perfektion. I kan her beundre blandt andet Cadillacs, Rolls Royces, Buicks og veteranmotorcykler og mange af køretøjerne har også en særlig historie.
Det kulturhistoriske Middelfart Museum der rummer 2 permanente udstillinger. Den ene af de permanente udstillinger fortæller om byens og egnens historie og om marsvinsjægerne, der har jagtet marsvin i vandet omkring Middelfart siden 1800-tallet. Den anden permanente udstilling er kulturhistorisk udstilling om det tidligere Middelfart Sindssygehospital. Udstillingen findes i den gamle patientbygning syd for byen. På udstillingen kan I få et indblik i sindssygehospitalets historie fra åbningen i 1888 og frem. I kan høre om behandlingsformer, bygningens indretning og om patienter og personalets hverdag.
Gågaden i Middelfart ligger parallelt med byens havnefront og emmer af en særlig hyggelig stemning. Har I lyst til en shoppetur kan I på gågaden slentre i eget tempo og nyde godt af det store udvalg af butikker. Her finder I butikker med mode, brugskunst og fødevarer samt mange gode restauranter og cafeer.
Middelfart er en by der byder på noget for alle. Så pak bilen og tag hele familien med på kør-selv ferie til sjove og spændende dage i Middelfart.
For at finde den bedste pris og pakke kan du få flere muligheder ved at ændre din søgning.
» Vælg anden destination
© Copyright. Materialet må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.