Søg
Caen
Caen er hovedstaden i den franske region Basse-Normandie, blot to timers kørsel fra Paris. Byen er blevet en ny metropol, for herfra kan I nå kysten inden for 15 minutter. Historien strækker sig over mere end 1000 år, og der er stadig masser af spor fra fortiden. Den mest berømte person fra byen er Vilhelm Erobreren, som fik opført både en fæstning og to klosterkirker i byen. I den ene klosterkirke, Skt. Stefans Abbedi, ligger han selv begravet.
Caen er dog også meget kendt for de store kampe mellem de allierede styrker og tyskerne tilbage i 1944. I kampene mistede titusindvis af mennesker livet, og byen blev fuldstændig ødelagt. I Caen findes der et spændende museum med en udstilling om krigen samt soldaternes kirkegård med de mange hvide kors.
I dag kan I opleve det nye, restaurerede Caen, som ofte omtales som en "grøn by", og som det tog 16 år at genopbygge. Caen er et ideelt udgangspunkt for aktive turister, der ønsker at udforske Basse-Normandie og Calvados, men også selve byen med dens studieliv og mange butikker. Ud over at besøge de to klosterkirker, som er arkitektonisk interessante, da de blev bygget ved begyndelsen af den gotiske arkitektur i Frankrig, kan I også besøge Rådhuset (Hotel de Ville), Kunstmuseet (Musee des Beaux-Arts de Caen) og Botanisk Have (Jardin Botanique).
Som alle andre steder i Frankrig vrimler det med gode restauranter i byen. Prøv noget lokalt, f.eks cidermarineret skinke eller måske endda et glas Calvados (æblebrændevin som er destilleret cider).
» Vælg anden destination
© Copyright. Materialet må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.