Søg
Faenza
Byen Faenza ligger på Via Emilia, mellem havet og bjergene, lige i krydset af vejen der forbinder Ravenna med Firenze. Faenza er nok bedst kendt for sin keramik, som er en tradition der stammer helt tilbage fra det 12. århundrede, og som under renæssancen fik stor kunstnerisk betydning for keramikkunst i hele Italien. Der er derfor også mange keramikværksteder og skoler, hvor keramikkunsten med tiden er blevet meget forfinet, og der laves forsat smukke kunstværker, som kan ses overalt i byen. Der er også mange elegante butikker og blandet med de gastronomiske fornøjelser som Faenza kan byde på, vil det kun være en fornøjelse at lægge vejen forbi byens centrum.
Siden det 14. århundrede har Faenza været en vigtig politisk og kulturelt mødested, med stærke bånd til Medici-familien i Firenze. Byen er udsmykket med mange forskellige monumenter, som er med til at bibeholde byens antikke charme. Der er det imponerende ´Piazza del Popolo´, afgrænset af søjlegange, og ´Piazza della Libertà´ med den smukke katedral, der blev bygget i slutningen af det 15. århundrede.
Det Internationale Keramik Museum blev grundlagt i 1908 og har en eneståede samling af keramik fra forskellige perioder og af forskellig geografisk oprindelse og selvfølgelig en sektion med Faenza-keramik fra renæssancen.
Om sommeren holdes der ´martedì d'Estate´ eller ´sommertirsdage´, som er en traditionel begivenhed med udstillinger i gaderne og guidede ture til historiske bygninger og kirker samt levende musik og smagsprøver af de lokale produkter. En tur til Faenza kan bestemt anbefales, især på grund af byens hyggelige atmosfære og skønne arkitektur.
» Vælg anden destination
© Copyright. Materialet må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.